Foulum frem i lyset – nu med Apple på marken

Rigtig mange vil gerne ses sammen med Apple og have en bid af den succes, som IT-giganten bringer til Foulum. En lille by 15 km øst for Viborg, som ellers er mest kendt for sin forsøgsgård, hvor der eksperimenteres med jord, planter og gylle, men som nu opgraderes med et kæmpemæssigt datacenter.

Måske bliver Foulum-forsøgsstationen, som hører under Aarhus Universitet, en af de største vindere, fordi institutionen med sine rødder i det traditionelle landbrug, nu bliver tydeligere placeret i en fremtidsorienteret grøn helhed.

Mange aspirerer dog til vinderpositioner i kølvandet på Apples opsigtsvækkende udmelding om den store investering. Her er nogle af dem:

Mogens Jensen, minister for handel og udvikling (S) lod sig fotografere sammen med borgmesteren, mens begge stod med armene i vejret. »Apple sagde: I skal vise os noget, som vi aldrig har set før. Det gjorde Viborg«, sagde ministeren efter at have været med til at trække Apple til Danmark.

Torsten Nielsen, borgmester i Viborg (C) sagde på pressemødet: »Det er en meget stor dag for Viborg kommune i dag. Det er den største nogensinde, og det er også en rigtig stor dag for hele Danmark.« Sådan! Vi forstår, at et nyt højdepunkt har overhalet tidligere begivenheder i domkirkebyens historie.

Rasmus Helveg Petersen, minister for klima, energi og bygninger (R) lod via sin pressechef vide, at han skam godt kunne udtale sig om Apple-nyheden, selv om han besøgte virksomheder på Lolland-Falster i mandags. »Jeg tror, det trækker mere med sig, men i sig selv er det en kæmpe sejr. Det er en del af markedsføringen af Danmark«, sagde han om Apples placering af datacenteret ved Viborg.

Adam Lebech, direktør i ITEK (brancheforening), sagde bl.a. »….Det smukke er, at et datacenter ikke behøver at ligge tæt på en motorvej, og derfor kan anlægges der, hvor der måske ikke er så mange arbejdspladser i dag…«.

Ingen gemt, ingen glemt. Selv om mange gerne vil lukrere på Apple-rusen, bliver Foulum i hvert fald meget tydeligere på det nationale landkort. Når vi snart vil associere Foulum med iPhones, Silicon Valley og grøn datakraft – og ikke blot sandjord, sædskifte og systemforskning – vil det højst sandsynligt give stedet en mere positiv aura. Og det på en måde, som er meget nemmere og billigere, end hvad en række presserådgivere hidtil har kunnet udrette. Apple er jo mestre i markedsføring, og koncernens behov for et grønnere image vil formentlig dryppe frugtbart på omgivelserne.

LÆS OGSÅ: Apple bliver en international magnet for Danmark

LÆS OGSÅ: Eksplosion i datatrafik presser giganter

LÆS OGSÅ: Norge raser over Apples valg af Danmark

One response to “Foulum frem i lyset – nu med Apple på marken

  1. At der udover byggeperioden skabes arbejdspladser i et antal, der er værd at nævne, er ganske enkelt ren ønsketænkning.

    Datacentre planlægges med overlæg, så der absolut er mindst mulig brug for personale, der skal nødvendigvis skal opholde sig inde i centret – stort set kun folk, der kan slå græsplæneren udenfor, rense WCer og fysisk udskifte defekt IT udstyr.

    Man vil med absolut sikkerhed sikre, at centret kan overvåges og ’styres’ via nettet om det så er et et kontor i Foulum eller 1000 gange mere sandsynligt fra Irland, USA eller New Delhi.

    Med et sådant produktionscenter er det alene af sikkerhedshensyn direkte uønsket, at have blot den mindste teknologiske udveksling med omverdenens mennesker.
    Det er sådan andre professionelle bygger datacentre og det er helt utænkeligt at Apple skulle tænke anderledes.

    Det ville være rart, hvis politikere sikrede sig en mere realistisk viden om det de arbejder for end denne helt ude i hampen borgmester fra Viborg, der andet sted forventede op til 10.000 ny permanente arbejdspladser. – han skal være mere end heldig hvis man når op på 100.

    Det eneste, der efter byggeperioden er andet end et strømforsynet mindre fjernvarmeværk, vil være en mulig markedsføring af den påståede grønne profil.

    Lars :)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *