Feinschmeckere og nærigpinde

Af Linda Overgaard 0

Skal det være dyre delikatesser over hele linjen, eller er det vigtigste at skynde sig hen i discount-butikken for at købe billigst muligt? Alle undersøgelser viser, at Berlingskes læsere gerne betaler ekstra for kvalitet, men generelt er de fleste danskere mest til billige madvarer og ret ligeglade med kvalitet. Om det også vil være sådan i fremtiden, er helt afgørende for, om den nye Coop-direktør, Peter Høgsted, slipper godt afsted med den nye kurs, han nu har lagt ud for Coop – landets næststørste og temmelig stormomsuste detailhandelskoncern med kæder som Kvickly og SuperBrugsen i front.

Coops idegrundlag og historie er sådan, at topledelsen ikke blot kan nedlægge butikker rundt om i landet , selv om de er svagt kørende økonomisk. De frivillige medlemsvalgte og andre lokale støtter forventer, at Coop er andet og mere end en butikskoncern, og det er særligt udfordrende i en tid, hvor discountkæderne drøner frem og er dygtige til at lokke danskerne inden døre med mere eller mindre lødige tilbud.

Coop dyrker ansvarlighed, økologi og ekstra varekvalitet, samtidig med at drevne detailhandelsfolk udtaler, at Coop bliver nødt til også at satse hårdt på discount, for ellers har kæden ikke en chance.
De færreste af os er fuldkomne feinschmeckere, som gerne betaler for sublim kvalitet – eller nærigpinde som nødig giver penge for andet end den allerbilligste pølse. Så det store spørgsmål for Coop og andre er, hvordan balancen bliver i fremtiden.

Heldigvis er der en lang række tegn på, at kvalitetssans og betalingsvillighed er i fremgang. Krisen kradser knap så meget nu, og trods økonomisk tilbageholdenhed stiger velstanden løbende, og flere rykker dermed længere og længere op i behovspyramiden.

Udbydere som Claus Meyer, Løgismose, Lagkagehuset og Torvehallerne bidrager også til, at mange af os bliver mere og mere bevidste om madkvalitet.
Forhåbentlig lykkes det for Coop at løfte varesortimentets i kvalitet, da det vil øge sundhed og livskvalitet for talrige danskere, hvis en så stor butikskoncern går foran.

Skriv kommentar

Kun fornavn og efternavn bliver vist i forbindelse med kommentaren. Dog skal alle felter med * (stjerne) udfyldes

Læs vilkår for kommentarer og debat på Berlingske Tidendes websites

RETNINGSLINJER

Berlingske ønsker at sikre, at debatten på b.dk føres i en ordentlig tone, som gør det inspirerende og udfordrende for alle at bidrage og deltage. Vi efterlyser gerne klare, skarpe, holdningsmæssige stærke indlæg med stor bredde og mangfoldighed og kritisk blik på sagen. Men vi accepterer ikke indlæg, som er åbenlyst injurierende, racistiske, personligt nedgørende. Sådanne indlæg vil fremover blive slettet. Det samme gælder indlæg, der ikke er forsynet med fuldt og korrekt navn på afsenderen, men som indeholder forkortede navne, opdigtede eller falske navne.

Vi opfordrer samtidig alle debattører til at gøre redaktionen opmærksom på indlæg, som ikke overholder disse retningslinjer.

Redaktionen

Yderligere info