Vi har slet ikke så travlt, som vi tror

Af Linda Overgaard 1

Klokken er 8 tirsdag morgen. Vi lukker øjnene. Vi mediterer. Salen på toppen af Berlingskes mediehus er fuld af nysgerrige. Vi vil vide, hvad Charlotte Mandrup kan fortælle om »Mindful Leadership«. Er det noget hippie-halløj – eller noget vi kan bruge til at gøre op med stress og almindelig forjagethed?

»Mind full eller mindful«. Det er spørgsmålet. Og hvad så?

Mandrup guider os igennem en kollektiv mini-meditation og får os til at tænke på sommerferien – først i sort/ hvid og så i farver – og demonstrerer, at det er muligt at øve sig i at iagttage og få mere styr på, hvad der sker i tankerne.

Hun mener, at der er tre ting, som især kan stå i vejen for oplevelsen, nemlig : 1) At vi tænker på det, vi ikke fik gjort i dagens løb. 2) At vi er for optagede af det, vi skal bagefter. 3) At vi bringer fortiden med, så filtre derfra spærrer for oplevelsen.

Næsten alle i forsamlingen lytter pænt. Charlotte Mandrup kombinerer sin baggrund som erfaren ledelsesrådgiver med kvindelig sødme og opnår stor effekt hos de fremmødte lyttere i jakkesæt og pæne kontortrøjer. Vi har dog svært ved at sidde stille længere, da Charlotte Mandrup skruer op for argumentationen og siger, at det hårde arbejde er en myte. Hvad-beha’r, tænker vi.

»Vi arbejder slet ikke så hårdt, som vi selv tror«, siger hun og tilføjer, at vi er blevet hængende i 1980ernes opfattelse af, at vi skal have travlt for at være noget værd og for at sikre os mod fyring. Derfor drøner en masse mennesker rundt om sig selv og tænker på arbejde hele tiden. Og hvis vi skal skrive tre mail søndag aften, tror vi, at vi arbejder hele weekenden.

Charlotte Mandrup fylder næsten rummet ud som en dronning i mindfulness, da hun siger, at vi bruger alt for meget tid på at tænke på det, vi ikke gør. Og at vi har brug for en revolution, så vi tænker på arbejdslivet på en anden måde. Midlet er mental træning – måske i form af meditation, hvor man tager en pude og går hen og sætter sig på den et roligt sted.

Det lyder næsten som endnu et modefænomen, men i hvert fald giver det noget at tænke over for alle, der arbejder meget – eller tror, at de gør det. Vi tænker alt for meget på det, vi ikke nåede at få gjort i dagens løb – og det vi skal bagefter.

1 kommentar RSS

  1. Af Hans Günther Petersen

    -

    Være nærværende ja, ikke fraværende. Hele tiden. Medmindre, du vælger at være – fraværende. Tænke sig om, fremfor bare at gøre dit og dat for at “præstere” i synlig forstand, fatte sig i korthed. Skippe nuancerne. Medmindre det er dem, man har valgt ! Rigtig mange af vores aktiviteter er “fyld”, indholdsløse overspringshandlinger, prokrastinering, brug af liv, som ikke bringer nogen noget. En del på facebook er af den art. Og mange mails i mange indbakker også. Så ja, vi behøver ikke have så tæsketravlt. Det er op til dig selv. Og den garvede chef lader sig ikke narre. Han ser på det væsentlige, også hos dig og dit output. Og beder dig undertiden gå hjem og få et liv i stedet for at blive ved til kl 19. Der ER andet end arbejde derude. Je crois. :-) Men der er også – desværre – en del strukturfascister, som insisterer på, at du skal jobbe nærmest 24/7 og på deres måde – så det kan ses, “burning the midnight oil”. Glem det. Det er forældet og ej produktivt. Har selv prøvet. Det er resultaterne, der tæller. Og kun det. Og der er flere veje til dem, Thank God.

Skriv kommentar

Kun fornavn og efternavn bliver vist i forbindelse med kommentaren. Dog skal alle felter med * (stjerne) udfyldes

Læs vilkår for kommentarer og debat på Berlingske Tidendes websites

RETNINGSLINJER

Berlingske ønsker at sikre, at debatten på b.dk føres i en ordentlig tone, som gør det inspirerende og udfordrende for alle at bidrage og deltage. Vi efterlyser gerne klare, skarpe, holdningsmæssige stærke indlæg med stor bredde og mangfoldighed og kritisk blik på sagen. Men vi accepterer ikke indlæg, som er åbenlyst injurierende, racistiske, personligt nedgørende. Sådanne indlæg vil fremover blive slettet. Det samme gælder indlæg, der ikke er forsynet med fuldt og korrekt navn på afsenderen, men som indeholder forkortede navne, opdigtede eller falske navne.

Vi opfordrer samtidig alle debattører til at gøre redaktionen opmærksom på indlæg, som ikke overholder disse retningslinjer.

Redaktionen

Yderligere info