Ånden fra Crazy Daisy

En af ugens vældigt livsbekræftende historier var Business Innovations afdækning af, at en stribe markante iværksættere udsprang fra den jydske diskotekskæde Crazy Daisy i 1990’erne.

Happy hour. Bobledrinks. Blinkende diskolys. Disse ingredienser stimulerede åbenbart entrepenør-talenterne, men vibrationer fra diskotekets driftige ejer havde også betydning.

Crazy Daisy blev startet i 1991 i Vejle af iværksætteren Carsten Mikkelsen, der allerede på sin 21-års fødselsdag etablerede den første af fem tøjbutikker og efterfølgende stod bag 42 solcentre rundt omkring i Danmark. Siden opbygningen af Crazy Daisy har Carsten Mikkelsen været med til at starte en lang række virksomheder – senest den succesfulde netbutik Miinto.

En professor fra Syddansk Universitet har også arbejdet på Crazy Daisy, og han mener, at folk der arbejder i en nystartet virksomhed med en stærk entrepenørånd også selv er mere tilbøjelige til at starte virksomheder.

En af de helt store iværksættersucceser med rod i Crazy Daisy-miljøet i 1990’erne er den internationale madportal Just-Eat, hvor Jesper Buch er en frontfigur.

»Da jeg var 18 år og begyndte på Crazy Daisy, var der en mand, som hele tiden sagde til mig: »Tro på det, du laver, tro på dig selv. Og gi’ den så gas«, og det var Carsten Mikkelsen, fortæller Buch til journalist Annette Sand fra Business Innovation.

Det giver stof til eftertanke, og det samme gør Lars Kolinds og Jacob Bøtters nye bog »Unboss«, som ligger og venter i bunken af læsestof.

Her er budskabet, at fremtidens succesfulde virksomheder »unbosser« deres måde at arbejde på. De gør en dyd ud af at involvere kunder og medarbejdere – og skiller sig af med en svunden tids stive kontrolsystemer, der alligevel ikke længere er bæredygtige.

I den kommende uge inviterer vi til konferencen »Hard talk om image«, samtidig med at Berlingske Business Magasin udkommer med den store årlige imageanalyse. Foreløbig kan vi afsløre, at den stærke bestyrelsesformand Michael Pram Rasmussen er på forsiden.

konferencen, som holdes onsdag den 6. juni i Malterisalen hos Carlsberg, fortæller B&O’s topchef Tue Mantoni, hvordan det lykkedes for ham at forvandle Triumph til et nyt, moderne brand – og om B&O.

Ikke lige Crazy Daisy-stilen, men det skal nok blive inspirerende alligevel.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *